Få en opskrift på lækker gulerodssuppe, der både er nem at lave, og som smager pragtfuldt. Kan serveres som den er eller med et stykke torsk.
Gulerodssuppe er en både nem og hurtig suppe med gulerødder, der kan serveres præcis som den er. Gerne sammen med et stykke brød.
Men du kan også komme et stykke torsk i gulerodssuppen, og så har du et let måltid til aftensmad.
Se også: Cremet jordskokkesuppe med kantareller
Og så blev de endelig hverdag igen, og der skal lige rettes lidt op tøjet. Det er blevet lige lidt stramt i juleferien, og det dur ikke.
Der findes rigtig mange gode og fornuftige slankekure her i januar måned i de forskellige ugeblade. Også mange, hvor der er rigtig gode opskrifter, både hvis man er på skrap efter-jul-slankekur, eller bare fordi man gerne vil leve lidt sundt.
Jeg bruger dem som inspiration til retterne, men vil nu allerhelst bruge min sunde fornuft.
Vi lagde hårdt ud i dag, og fik en skøn ret af en rest gulerødder og en pakke torsk jeg havde i fryseren. Hurtig at lave, ligger let i maven og smager rigtig godt.
Og så er det også lige vejr til suppe i dag. Fyføj det er koldt. Det er vi slet ikke vant til, og jeg har faktisk mere eller mindre frosset hele dagen. Man bliver jo gennemkold bare næsen lige stikkes udendørs.
Nå men altså, det nytter ikke at pive. På med de lange uldne underbukser, og nyde, at vi har lidt vinter. Og så lige en tallerken varm gulerodssuppe. Så har man det dejligt igen.
Opskrift på gulerodssuppe
Ingredienser
- 400 g gulerødder
- 100 g kartofler
- 4 forårsløg
- 1 løg
- 1 l hønsebouillon
- 2 spsk olie
- 1 fed hvidløg
Sådan gør du
- Til gulerodssuppe starter du med, at skrælle gulerødder og kartofler, og derefter skæres de i mindre stykker.
- Skær forårsløg, hvidløg og løg i tern, og svits dem kort i en gryde med lidt olie.
- Tilsæt kartofler og gulerødder og svits dem ganske kort, inden der tilsættes ca. 1 liter bouillon.
- Lad det hele simre i ca. 20 minutter.
- Lad gulerodssuppen afkøle en lille smule inden det hele blendes til en fin og glat suppe. Smag til med salt og peber. Bring suppe til kogepunktet, men kog ikke.
Tips
Inden den færdige gulerodssuppe serveres, kommes der gerne lidt grønt i suppen og evt. et par dråber ramsløgolie, hvis du har det.
Jeg serverede stykker af letstegt torsk til, men lidt bacon eller croutoner vil også være fint til.
Skriv din kommentar her