Jeg er fuldstændig vild med appelsiner lige for tiden. De er så søde og dejlige her i januar måned, at jeg næsten ikke kan lade være med at spise dem. Men i går var der alligevel et par stykker der trængte til at blive spist. Der er masser af d-vitamin i appelsiner, og det kan man nemt bruge en masse af i den mørke tid. Så en marmelade med appelsiner må være god. Men 4 appelsiner giver ikke meget marmelade, så jeg valgte at spæde op med frosne hindbær. Og sikke en dejlig smag det giver. Lidt som en tuti-frutti is - kan du huske dem? Jeg ved ikke om de fåes endnu, men de smagte godt. Jeg synes faktisk der var så mange lækre is da jeg var barn, men måske det bare er noget med barndomsminder der som regel altid er lidt rosenrøde. Ligesom én jeg snakkede med den anden dag, som godt kunne li' duften af fyringsolie. Det var fordi når han som barn legede ude i sneen, kunne lugte når de fyrede op i oliefyret. Så han forbinder lugten med sjov, sne og hygge inde i varmen. Sådan er det jo ofte med ting, at vi forbinder det med en helt anden situation.
Men lige nu, forbinder bloggen med min marmelade, så jeg retter mig lige tilbage på sporet igen.
Marmeladen lavede jeg efter de mål jeg plejer at bruge, når det sådan lige bliver et her-og-nu projekt.
[ingredients title="Hindbær-Appelsin Marmelade"]
4 appelsiner
300 gr frosne eller friske hindbær
250 sukker
2 tsk økologisk Melatin
Skræl appelsinerne så det hvide kommer med af. Skær dem i mindre tern og kom i en gryde sammen med hindbær og sukker. Hold et par skefulde af sukkeret tilbage, til at blande med Melatin.
Bring det hele stille og roligt i kog, og lad det koge sagte i ca. 5-10 min. Bland de 2 skefulde sukker godt med Melatin og drys det i gryden. Koges videre i 2 min, hvorefter marmeladen skummes og hældes på rengjorte glas. Jeg skyller altid mine sylteglas med lidt spiritus (vodka) inden den varme marmelade hældes i. Læg straks låg på.
Nu har du en lækker marmelade til rundstykkerne eller til hjemmebagte boller.
[/ingredients]
Skriv din kommentar her