Når vejret ikke lige er til at sidde ude og grille og vi heller ikke har de hotwings der skulle på grillen, må vi improvisere lidt. Eller der er ikke noget spor nyt i retten, for det ikke mig der har opfundet de barbecuemarinerede blomkål, men den er så god, at jeg gerne vil have den med på bloggen. Og så er det nemt, billigt og med uendelige muligheder i smagen, alt efter hvilken barbecuesovs du vælger.
I går var det Sankthans aften, og det mægtige og flotte bål skulle jo tændes. Men mange steder måtte arrangørerne ty til lidt alternative metoder, for der er stadig afbrændingsforbud en del steder i landet. Så hvor mange hekse der blev sendt til Bloksberg i aftes, ved jeg ikke. På Wikipedia kan du læse om, hvor skikken med Sankthans stammer fra. I dag arrangeres der typisk en lille fest med bål, båltale og selvfølgelig Midsommervisen. Tidligere, da børnene var små, var vi altid med til sankthans feste. Men efterhånden er vi blevet lidt for magelige, og kommer kun når vejret er godt. Og det var det ikke lige i år, med blæst, kulde og byger. Der er mange vejrvarsler knyttet til dagen, og et af dem er "Regner det sankthansaften, da skal det regne seks uger derefter." eller "Regn på Sct. Hans aften varsler en god høst. ". Jeg vælger at tro på den sidste, for skal det give en god høst, kræver det jo også varme og tørvejr, så landmændene kan høste 🙂
Opskriften på barbecuemarinaden/sovsen har jeg fået af Thomas Herman, en gang vi lavede grillmad sammen. Den er super lækker, selvom det kræver lidt ingredienser at lave den. Men lav en god portion, den kan nemt holde sig i køleskabet. Du kan også købe en barbecuesovs, hvis du ikke lige har tid til at lave din egen.
[ingredients title="Barbecue Blomkål"]
- 1 blomkålshovede
Barbecuesovs:
- 4 spsk. akaciehonning
- 3 spsk. brun farin
- 4 spsk. HP sauce
- 5 stk. dråber tabasco
- 3 spsk. engelsk sovs
- 2 spsk. sherryeddike
- 1 fed hvidløg
- 2 stk.meget finthakket skalotteløg
- 4 dl tomatpure
- 4 spsk. ketchup
- 1 stk. citronsaft
- 1 dl vindruekerneolie
- 1 dl smeltet fedt fra røget spæk (kan udelades)
- salt og peber
Start med at lave barbecuesovsen, hvis du da ikke har købt een.
Pisk alle ingredienser sammen (undtagen olien og den smeltede røgede spæk.) Når det er pisket sammen til en ens masse, pisker du olie og smeltet spæk i lidt efter lidt, så det bliver helt jævn inden du kommer mere i. Det er vigtigt, at fedtet fra spækket skal være lunt, når det tilsættes! Smag tilsidst til med salt og peber.
Blomkål brækkes i buketter, som ikke er for små. Kom dem i en pose med ca. 1 dl barbecuesovs. Fornem selv hvor meget barbecuesovs der skal bruges. Ryst posen så alle buketter bliver helt klistret ind i sovsen.
Sådan kan de ligge til lige inden spisetid.
Vores var med en anelse "knas" i stadig, men vil du have dem helt bløde (som kyllingekød), kan du bage blomkålsbuketterne ca. 10 min inden de marineres.
Hæld de godt snaskede blomkål ud på en plade med bagepapir og kom dem i ovnen i ca. 30 - 40 min. v. 200 grader. De må endelig ikke branke, men gerne blive lidt brune.
Server ekstra barbecue til når de serveres.
Vi spiste dem med salat og kartofler til, men de er også max gode som snaks, bare at sidde og nippe af en sommeraften.
[/ingredients]
Får du ikke lyst til de snaskede stykker blomkål, der til forveksling ligner hotwings?
Skriv din kommentar her