Du skal ikke lade dig snyde af overskriften, for det er ikke en opskrift fra Grækenland. Overskriften opstod bare, fordi jeg synes at tomater, agurker og feta minder mig om salaterne i Grækenland. Kan jeg så ikke godt kalde den lidt græsk?
Tiden løber lige for tiden. Eller det gør den altid, men jeg synes bare slet ikke jeg når det jeg gerne vil lige nu. Og nu hvor varmen kommer igen, skal det sidste af sommeren da nydes i haven. Men jeg vil også gerne have ryddet op i nogle ting her indenfor, - se om jeg ikke kan overbevise mig selv om, at nogle ting, som vi faktisk aldrig bruger, skal smides ud. Og jeg kan love dig for, det synes jeg bestemt ikke er nemt.
Så er det køkkenet og bloggen. Jeg har flere idéer, der skal afprøves, men der skal lige være tid til det også. Lige for tiden bliver det faktisk kun til aftensmaden hver dag.
Og så er der det vigtigste, barnebarnet Gry, hende skal vi jo også besøge, så vi kan følge udviklingen. Det går stærkt nu. Hun er begyndt at gå, ikke alene, men det kommer sikkert også snart, og så er hun begyndt i vuggestue. I næste måned fylder hun 1 år, og vi har gaverne liggende klar til dagen.:-)
Men den græske kartoffelsalatsalat, som slet ikke er græsk, skal I også lige have opskriften på.
[ingredients title="Græsk Kartoffelsalat"]
3 - 4 personer
- 350 gr kogte kolde kartofler
- 300 gr tomater i mindre stykker
- 200 gr agurk i tern
- 1 løg i små tern
- 1 avocado + 1 tsk citronsaft
- fetaost
- Vinaigrette med sort Cavi-art
- Purløg
- Sort eller Trøffel Cavi-art
Skær de kogte kartofler i mindre stykker og bland dem med små stykker tomater, agurke- og løgtern. Skær avocadoen i to og fjern sten og skal. Skær den i strimler eller tern og dryp dem med lidt citronsaft inden du kommer dem op til resten og blander det let.
Kom fetaosten ved og hæld lidt dressing over. Pynt tilsidst med klippet purløg og godt med Sort Cavi-art. Har du brugt trøffel cavi-art i din dressing, så brug også den til pynt.
Lad gerne salaten stå og trække en times tid, så dressingen trænger lidt ind i kartoflerne.
[/ingredients]
Skriv din kommentar her