Det må da være total overskudsagtigt, at bage en kage der matcher farverne i stuen. Ahh indrømmet, det var en ren tilfældighed og overhovedet ikke noget der var tænkt over, da jeg bagte min mors giftkage i går. Den kage skal bare være grøn, ellers smager den ikke rigtigt!
For ar bryde traditionerne lidt, kom jeg lidt andet i dejen, måske mest for lige at få brugt lidt rester jeg havde stående. Men den blev da ikke mindre lækker af det. Det er nu en god start på weekenden, med nybagt kage.
Det er ikke fordi der skal ske det store i denne weekend. Lidt sædvanlig oprydning og rengøring, men ellers bare afslapning. Så kan jeg nemlig også læse med god samvittighed. Jeg har overvejet, om vi skal en tur til Gram Slot, for de har nemlig høstet deres økologiske løg, og søndag må man komme og samle dem af, som de ikke fik med. Det er jo et flot tilbud, som mange sikkert tager imod.
Men tilbage til kagen, for I skal da også have billeder og en opskrift, selvom den ligner den anden.
250 gr smør
200 gr rørsukker
250 gr mel
3 æg
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
1 dl appelsinjuice
¾ dl kondenseret mælk
1 spsk mandelessens
3 spsk grøn konditorfarve
50 gr mørk chokolade
Flormelis og lidt kakao til glasuren
Smør og sukker piskes sammen til det er helt blødt. Æggene kommes i, en ad gangen og der piskes godt mellem hver. Og - æh - det har jeg ikke tålmodighed til, så de kom bare alle 3 i samtidig.
Så blandede jeg kondenseret mælk og appelsinjuice i, sammen med mandelessens og den grønne farve. Mel, bagepulver og vaniljesukker siede jeg ned i dejen, og vendte det rundt så der ingen klumper var.
Op i en lille bradepande med dejen. Chokoladen hakkes meget groft, og stikkes ned i dejen sådan lidt tilfældigt.
Kagen bages i en 190 grader varm ovn i ca. 30 min.
Når den er afkølet, røres glasuren sammen og smøres ud over kagen. Og så er der skrigende grøn giftkage til kaffen!
Kagen er hurtig bagt, men bestemt også hurtig spist 🙂
Skriv din kommentar her