Jeg har lavendler i min urtehave, og har endnu ikke brugt de skønne blomster. Når jeg dufter til dem, minder de mig et eller andet sted om min mormor. Gad vide om hun havde små lavendelposer liggende som jeg husker duften af?
Men de fine blå blomster på lavendlen kan faktisk spises. Man skal nok ikke spise dem rå, for de smager ret så parfumeret. Men i maden i begrænsede mængder, giver de en fin smag.
Jeg har også en gang læst, at lavendelolie på en klud, lægges på panden og skulle hjælpe mod hovedpine. Så er det jeg tænker, om man ikke bare kan spise en håndfuld lavendelsmåkager hvis der skulle komme en hovedpine? Så jeg overbeviser mig selv om, at disse kager må være sunde (det gælder vel om at tro på det).
Har du ikke usprøjtede lavendler, kan tørrede også bruges. Udskift de 6 stilke (1 stor spsk kun blomster) med 2 tsk tørrede.
Til kagerne skal der bruges disse ingredienser:
6-8 stilke lavendler med blomster på (husk de skal være økologiske)
150 gr blødt smør
150 gr rørsukker
1 æg
½ dl mælk
¼ tsk bagepulver
kornene af 1 vaniljestang
230 gr. mel
Start med at vaske og pille blomsterne af stilkene. Kom resten af ingredienserne i en skål samme med lavendlerne og rør til det er en blød men samlet masse.
Tril ca. 40 små kugler af dejen, læg dem på bageplader med bagepapir og tryk dem flade. Kagerne flyder ikke meget ud, så de kan liggeforholdsvis tæt.
Bages ved. 190 grader i ca. 15 min. Hold øje med dem. De skal være lysebrune i kanten, men ikke sorte 🙂
Afkøles på en rist så de bliver sprøde.
Man kan ikke se så meget af lavendlerne, men smage dem, uden det bliver for stærkt. Blot en let krydret smag, og lidt spændende fordi man ikke umiddelbart kan placere smagen. Så der kan gættes på meget.
Skriv din kommentar her