Den anden dag, blev jeg af en tidligere kollega, spurgt om jeg kunne lave boller/flute eller andet med kun 2 gr. kulhydrater /100 gr. Bollerne skulle bruges som "gratis" mellemmåltid til hendes søn, som netop har fået konstateret diabetes-1.
Jeg sagde selvfølgelig straks ja, -det kunne jeg da nemt lave. Så svært var det vel heller ikke. Men ak, jeg kom på bedre tanker, for der er bare kulhydrater i ALT.
Efter at have tænkt og tænkt, slog jeg et smut omkring madbloggernes himmel, og spurgte om idéer der. Og de herlige madbloggere kom straks med mange fine idéer til, hvad sådanne boller/brød kunne indholde. Der blev også henvist til en anden bloggers side - Madbanditten.dk - hvor jeg fandt Oopsies. Det var noget af det jeg søgt, dog synes jeg, at der er for meget "vandbakkelse" i de boller, så mættende er de ikke.
Men med æg, mandelmel, bagepulver, græsk yoghurt og lidt krydderier, gik jeg i krig. Egentlig skulle der Philadelphia i, men det havde jeg ikke lige.
3 æggehvider
3 æggeblommer
100 gr. Græsk yoghurt
40 gr mandelmel
1 tsk bagepulver
½ tsk kardemomme
2 tsk Husk (kan udelades)
Lidt kanel til drys
Æggehviderne piskes stive.
Æggeblommer og yoghurt piskes, og mandelmel, bagepulver, kardemomme og Husk kommes i og piskes med.
Vend til sidst æggehviderne forsigtig i dejen.
Sæt 9 klatter af på bagepapir, og drys med kanel. Bages ved 150 grader i ca. 30 min.
Da jeg først fik dem bagt, kom idéer vrimlende.
Uden at ødelægge noget, kunne man skifte kardemomme ud med salt, og drysse med revet ost og oregano inden de kommer i ovnen. Vupti, - der er små pizzaer.
Sonja Gonzales
Bruger du den grønne eller gule HUSK?
Ellen
Hej Sonja
Det er så lang tid siden jeg lavede disse, og må desværre indrømme, at jeg har glemt hvilken jeg brugte. Jeg vidste faktisk slet ikke der er 2 typer.
Jeg mener svagt at kunne huske posen var gul, men helt sikker er jeg desværre ikke.
God sommer tild dig!