Fisk er sundt, spækket med den gode og sunde fedtsyre, og heldigvis er vi ret glade for at spise fisk - bare der ikke er ben i. Og spiser man fisk flere gange om ugen, mindsker man risikoen for hjerte-kar-sygdomme betydeligt. Fisk er også hurtig at tilberede, og når først ben og skind er væk, er der faktisk intet spild, men et reelt stykke kød. Vi er dog ikke så heldige, at vi har en fiskehandler i byen, så ofte bliver det til fisk fra frost. Men er man bare lidt bevidst om hvad man køber, kan man også få udmærkede frosne fisk. Ellers må vi tage turen over dæmningen til Rømø, hvor der er en fiskehandler.
Sejfilet med Ricotta (2 pers.)
400 gr sejfilet
1 blomkål
250 gr ricotta ost
2 spsk ingefær/citron saft
1 dl ingefær/citronsaft
1 økologisk citron
3-4 tsk citronsalt fra Mariager
Del blomkålen ud i blomster og skær dem i skiver, som lægges i bunden af et ildfast fad.
Ovenpå lægges fileterne.
Rør ricotta sammen med ingefær/citronsaft (bruger du kun citron, så brug evt. lidt mindre) og salt. Citronsaltet indeholder salt, citronskal, rosenpeber, citrongræs, citronpeber, løggranulat, ramsløg, citrontimian, hvidløgsgranulat og mynte. Smag til, inden osten smøres ud over sejfileterne.
Skær citronen i tyndeskiver, og læg dem ovenpå osten, og hæld lidt saft ved ved det hele. Ingefær og citronsaften kan udskiftes med hvidvin.
Bages ved 200 grader i ca. 20-30 min.
Serveres med en god salat og gerne nye danske kartofler, når den tid nu snart kommer.
Skriv din kommentar her