Szczecin er en dejlig by. Stor, men ikke overfyldt. Turister har efterhånden fået øje på Szczecin som feriemål, og det er jo dejligt. Vi mødte da også flere danske par i løbet af ugen. Så blev der lige hilst og udvekslet lidt forslag til steder der skulle opleves eller hvor der er godt at spise.
Der er en hel del at se, som jeg også skrev i går. Men skal du på ferie i Szczecin, skal du måske også besøge nogle af de steder, hvor vi bla. var:
Den røde rute - en rød linje der er malet på fortovet gemme hele byen, og forbi en hel række seværdigheder. Alle steder var der et lille opslag med fortælling om stedet eller bygningen. Vi synes det var en ret god tur, så vi både fik lidt historie og set en del af byen. Hele turen er 7 km lang, så vi valgte at dele den op over 2 dage. Der skal også være tid til at gå ind på de steder hvor turen går forbi. En rigtig god tur, som gav os en masse oplevelser og information.
Szczecin - Underground City Trails - Lige under hovedbanegården i Szczecin ligger et imponerende kompleks af underjordiske tunneler og beskyttelsrum, som en påmindelse om kampene i 2. verdenskrig.
Der er to guidede ture man kan vælge imellem, (eller vælge dem begge) - Anden Verdenskrig-turen og Koldkrigs-turen. Så med hjelm på hovedet og et tæppe under armen (der er kun 12 grader) var vi klar til at udforske historien.
Vi blev ført gennem de underjordiske gange af en guide som var engelsk talende. Samtidig fik alle fortællingen på skrift med i hånden på eget sprog. Så vi kunne nemt følge med i det hele.
Der måtte ikke tages billeder der nede, men en video fra Youtube viser lidt.
Som en af de få gader i Szczecin emmer Sienna ved det gamle rådhus af latinerkvarter. De flotte huse med kulørte renæssancefacader udgør en charmerende kulisse for gadens stilfulde tapas-restauranter og vinbarer. Jeg tror jeg talte omkring 12 spisesteder i den lille gade. Og det fortsætter, hvis du går rundt om hjørnet.
Et dejligt sted,- især om aftenen er der en fantastisk hyggelig stemning der.
St. Jacob Apostle-katedralen er den næsthøjeste bygning i byen - med en højde på over 110 meter kan den ses oppe over husene. Katedralen er genopbygget efter krigen. Flot og velholdt med mulighed for at komme helt op i spiret/taget, hvori der er store vinduer med udsigt over byen i flere retninger. Desværre var der noget reparationsarbejde igang, så der var ikke adgang til toppen.
Kanalrundfart - en tur rundt i kanalen, med guiden i højtaleren. Han talte engelsk, men det var lidt svært at høre. Så vi nød den smukke tur istedet for. Smukt at se byen fra vandsiden
Haken Terrasserne er nok noget af det flotteste i Szczecin efter min mening, og opført som Stettins vartegn.
Det hele er bygget af sandstensblokke. Springvandet, trapperne og pavilionerne er meget smukke.
Områderne ned mod Oder er grønne områder med buske og trægrupperinger. Ovenfor plateauet er der et frit trappeanlæg, der fører op til det Polske Nationalmuseum Stettin, og ved siden den tidligere regeringsbygning for den daværende Provins Pommern.
Café 22 - På turen rundt i byen, kommer vi forbi byens højeste bygning. Et 22 etagers tårn rager op over byen, og på 22. etage finder vi Café 22. Her er der bare en fantastisk udsigt ud over byen, som vi sad og nød mens vi fik en kop kaffe og en isdessert. Ret gode desserter de laver der, men man må også gerne bare kigge, uden at købe noget.
Slottet - Ducal Castle, Szczecin, der tårner sig op over hustagene, og i dag bliver brugt som kulturcenter, er også et besøg værd.
Og sådan kunne jeg blive ved. Men følger du den Røde rute, vil du også komme forbi, alle de andre spændende steder. Det er en fantastisk måde at se det hele på.
Og så brugte vi også den røde stiplede linje når vi skulle finde tilbage til hotellet. Så vidste vi, at vi altid kunne finde tilbage, bare vi fandt linjerne.
Vi kunne ikke være i Polen uden at skulle lidt i butikker, så det blev til en tur i både Galeria Kaskada. og Galaxy Centrum. To store butikscentre med mange gode butikker i. I begge er der flere forskellige spisesteder på øverste etage. Vi fik købt lidt, men ikke det store. Både tøj og sko er billigere i Polen. også i de kendte mærker.
Endelig fik vi også lidt mad i løbet af ugen. Polsk mad er rigtig for mænd. Solid og tung mad. Vi var ikke helt så vild med alle retter, men der er mange andre muligheder i byen, for at spise andet.
Som I nok kan høre, er Szczecin et rigtig godt rejsemål, især hvis man er lidt interesseret i historien og se hvordan mange af de fine bygninger nænsomt er blevet genopbygget efter krigen.
Så sent som i morges, da vi sad og fik morgenkaffen, spurgte min gemal, om vi skulle til Szczecin næste år igen. Jeg er ikke den eneste der ikke er helt færdig med den by 🙂 Måske vi kunne tage et par dage i Szczecin og derefter køre videre til Gdansk.
Søren Nielsson
Vi skal en tur til byen næste uge, og jeg vil bare takke dig for denne meget fine beskrivelse. Du skriver skarpt og godt - hatten af for det, også.
Den Røde Rute lyder som den helt rigtige gør-det-selv introduktion til byen.