Her er en lækker opskrift på skildpadde kys, der er en fantastisk kage. Laves med chokoladeskildpadder og kold risengrød. Nemme at lave.
Du skal prøve disse fantastisk skildpadde kys, som du blandt andet laver med chokolade skildpadder og en rest kold risengrød.
For nu er det fredag, weekend og vi må få en kage til kaffen i dag. Det passer ret godt med, at jeg lige har en rest risengrød i køleskabet, som skal bruges til et eller andet.
Se også: Saftig banankage med chokolade
Jeg har også i lang tid tænkt på at lave skildpaddecreme igen. Der er et eller andet ved de chokoladeskildpadder. Lidt barndom tror jeg det er. Eller også smager de bare godt.
Mon ikke man kan lave en riskage af risengrøden og så en skildpaddecreme ovenpå? Det måtte prøves.
Se også: Svampet chokoladekage med chokolade
En riskage blev bagt, cremen lavet og sprøjtet ovenpå kagen, et par blåbær i toppen, chokolade over og WUPTI der er de lækreste Skildpadde Kys til kaffen!
Opskriften rækker til 9 runde kager (ca. 6 cm).
Opskrift på skildpadde kys
Ingredienser
Skildpaddecreme
- 2,5 dl fløde
- 4 chokolade skildpadder
Riskage
- 400 g risengrød kold
- 35 g smør smeltet
- 1 spsk hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1,5 spsk hindbærpulver (kan udelades)
- 1 tsk vaniljesukker
- 2 æg
- 40 g sukker
Overtræk
- 200 g chokolade
- Lidt blåbær eller hindbær
- guldblade eller andet pynt
Sådan gør du
- Til skildpadde kys starter du med, at lave skildpaddecremen, så den kan afkøle. Den kan med fordel laves dagen inden.
- Kom fløde i en gryde og varm det op til kogepunktet. Må ikke koge. Hak imens skildpadderne og kom dem i en skål. Kom den varme fløde over, og rør stille og roligt rundt, indtil chokoladen er smeltet helt.
- Kom plastfolie over (helt ned mod cremen) og stil den i køleskabet i mindst 4 timer.
- Så er det riskagen. Pisk æg og sukker skummende. Smelt smørret og bland det med den kolde risengrød. Bland de 2 dele og kom mel, bagepulver, vanilje og hindbærpulver i. Vend dejen godt rundt. Jeg kom hindbærpulveret i, for at få en lidt syrlig smag frem som modspil til den meget søde creme.
- Kom kagen i en bageform (20 x 20 cm) og bag kagen ved 180 grader i ca. 50 min.
- Afkøl kagen og stik den ud i 9 cirkler.
- Tag cremen ud af køleskabet og pisk den op, så den bliver til et luftig skum. Pas på ikke at piske for længe, for så vil cremen skille og blive grynet.
- Kom cremen i en sprøjtepose og sprøjt den ud på de runde kagebunde.
- Sæt dem i køleskabet.
- Smelt/temperer chokoladen over vandbad.
- Sæt et par blåbær eller et hindbær i toppen af kagerne, og overtræk dem med chokoladen. Inden chokoladen stivner, kommes evt. lidt citronperler på som pynt. Jeg brugte også lidt guld, men det er helt op til dig hvordan du vil pynte.
Tips
Lad de lækre skildpadde kys tørre helt inden de smages. De er mega meget vanedannende, og jeg tvivler på de holder ret lang tid her.
Det er søde, lækre, fantastiske og bare skønne kys. Hindbærpulveret og citronperlerne giver dem lidt modspil, så det søde ikke bliver alt for kvalm. Og så er de absolut ikke på nogen som helst måde kalorielette.
Men mon ikke det går når det nu er fredag aften?
Må I alle få en fantastisk weekend med masser af kys og chokolade.
Se også: Bananmuffins med chokolade
Skriv din kommentar her