Jeg har fødselsdag i dag!
Sådan en dag kommer barnet op i mig, for jeg elsker at have fødselsdag, blive forkælet og få gaver. Den første gave fik jeg for et par dage siden, og det var en elektrisk æbleskivepande, som jeg havde ønsket mig. Og den er blevet testet til fuld tilfredshed i går. En torsdag hvor vi skulle "fejre" at vi har forlænget weekend, at vores nye sofa endelig kom og bare at det var torsdag og december.
Den forlængede weekend og også min fødselsdag, skal bruges på en lille tur til Hamborg. Vi skal bo i Hamborg centrum, så det bliver både til lidt (meget) julemarked, caféture, lidt kultur og selvfølgelig også ture ved havnen. Der skal nok komme et par billeder derfra i løbet af weekenden.
Men nu til æbleskiverne, som var mega lækre, runde og sprøde. Og med æblestykker inden i.
[ingredients title="Æbleskiver"]
- 3 æggehvider
- 3 æggeblommer
- 4 dl kærnemælk
- 250 gr mel
- 1 tsk natron
- ½ tsk bagepulver
- ½ tsk salt
- 1 spsk sukker
- 2 tsk kardemomme
- kornene af ½ vaniljestang
- revet skal af en ½ citron
- 3 spsk smeltet smør
- 1 æble i små tern
- smør til at stege i
Start med at piske æggehviderne stive og sæt dem til side.
I en anden skål piskes æggeblommer sammen med kærnemælk. Mel sigtes i kærnemælken sammen med de øvrige tørre dele og piskes godt sammen. Der må ikke være melklumper. Kom det smeltede smør i og riv skallen af ½ øko citron.
Tilsidst vendes de stiftpiskede æggehvider forsigtigt i dejen.
Jeg plejer at komme dejen i en stor sprøjtepose (uden tud), så er det nemt at sprøjte i "hullerne".
Varm æbleskivepanden godt op og kom lidt smør i alle hullerne. Sprøjt dejen i knap op til kanten, og lad dem stege til de er hæver i kanten og har fået farve, før de vendes en halv omgang - så de faktisk står på højkant. Kom nu et par æblestykker i og sprøjt lidt mere dej i hulrummet, inden de vendes helt rundt. Herved bliver de kuglerunde. Bag æbleskiverne til de gyldne og gennembagte.
Servér æbleskivene lune med et drys flormelis. En skål med flormelis og syltetøj serveres til.
[/ingredients]
Æbleskiver smager rigtig godt sammen med et glas rygende varm Julechokolade eller måske en Kvæde- eller Slåen gløgg.
Tina KH
Stort tillykke med fødselsdagen og en glædelig juletid ønskes:-)
Ellen
Tusind tak.
Du ønskes også en glædelig og dejlig juletid <3
Hilsen Ellen