I går tog jeg turen til Herning Messecenter, hvor der søndag, mandag og tirsdag er Foodexpo. Foodexpo er Nordens største messe inden for foodservice, catering, hotel, restaurant og detail. Hele 10 haller var fyldte med udstillere, og overalt blev jeg bare fyldt med spændende indtryk. Der er simpelthen spækket med oplevelser lige fra fagkonkurrencer og foredrag til alle de nye trends indenfor området. Og jeg slugte alt. Næsten da, for hvis jeg overhovedet skulle kunne rumme det, måtte jeg vælge lidt. Og store maskiner til storkøkkener og restaurantmøbler var ihvertfald et par områder jeg kunne springe over. Faktisk "nøjedes" jeg med de 7 haller og lige en snert af nr. 8. Men så var jeg også mæt både i mave og i hovedet.
Jeg fik mange gode snakke, både med dem jeg allerede samarbejder eller handler med, men også flere nye kontakter blev oprettet. Selvfølgelig var jeg forbi Poul fra Cavi·art® , hvor jeg får tangperlerne fra, og også Karlsens Krydderier, som jeg har været på messe sammen med flere gange, skulle der lige hilses på. Mariager Saltcenter var også repræsenteret, og den var jeg også rundt om.
Cavi·art® standen skulle da lige foreviges 🙂Der er omkring 25.000 mennesker der besøger Foodexpo i løbet af de 3 dage, så da jeg lige spottede den søde Malou blandt alle de mennesker, blev der uddelt rigtig madblogger kram. Vi ses ikke så ofte, men gensynet er altid hyggeligt. Så er det at jeg lige tænker, at nu må jeg tage mig sammen og komme op og besøge hende i Aarhus. Her bagefter kan jeg se, at flere at de madbloggere jeg kender, også var der i går.
Mariager SaltcenterNu var det ikke for at købe jeg var på messen, men en mælkekarton hvor svampe vokser ud af, kunne jeg ikke lade stå. Nu er jeg spændt på at se, om jeg får lige så fine svampe som de havde. Hos Karlsens Krydderier fik jeg prøver på sprayolie med hjem i posen.
Ind imellem alle udstillere, var der også café og spisesteder, men det kunne jeg nu slet ikke gøre brug af med alle de spændende smagsprøver vi fik undervejs rundt i hallerne. Jeg var ganske enkelt rigtig mæt.
Jeg glæder mig allerede til om 2 år, hvor Foodexpo igen afholdes i jylland. Men jeg tror nok, at jeg allerede nu har bestemt mig for at til den tid vil jeg tage en overnatning i Herning, og så besøge messen 2 dage. For det er en ret stor mundfuld på kun een dag. Der er rigtig mange mennesker og trængsel overalt, så jeg var helt ør i hovedet efter 4 timer. Og så er 10 haller mange, kan jeg godt fortælle jer.
Åh ja, jeg fik da også smagt på økologiske boblende vine, lavet på the. De var virkelig gode, og dem er jeg sikker på, I vil komme til at høre mere om senere.
En rigtig god dag i Herning.
Skriv din kommentar her