Er det ikke helt utroligt, at vi stadig har så dejligt vejr. Jeg sidder udenfor så meget jeg kan, for at nyde solen. Det giver ekstra med energi, inden den mørke tid kommer. Derfor er det også dejligt, når man laver noget der ikke kræver lang tid i køkkenet. I dag var det hele hurtigt forberedt, men det stod så længe i ovnen. Men alt i mens, kunne jeg sidde udenfor og læse, samtidig med jeg nød duften af maden.
Lige for tiden læser jeg "Rød september" af Anders Bodelsen. Den kan jeg godt anbefale at læse. Men der var lige tid til at forberede aftensmaden ind imellem kapitlerne.
Til farsbrødet og kartoflerne fik vi også bagte rødbeder, og de skal have 1½ time i ovnen, selvfølgelig alt efter størrelse.
Bagte Rødbeder
4 runde rødbeder
1 porre
lidt olie
salt
Skrub rødbederne godt og skær et kryds i toppen af dem. Vask porren og skær den i tynde skiver. I et smurt fad, lægges først porrerne, derefter sættes rødbederne ovenpå. Dryp med olie og salt. Sættes i ovnen ved 190 grader i 1½ time. Kom sølvfolie over den første time, så de ikke bliver for mørke. Men den sidste ½ time må de gerne stå uden, så de bliver sprøde i skallen. Serveres med creme fraiche rørt op med ganske lidt grov sennep.
Farsbrød
300 gr hakket oksekød
20o gr finthakket grøntsager
½ dl rasp
salt, peber
3 tsk rød pesto
ganske lidt fintsnittet fennikel
frisk timian
Rør det hakkede oksekød godt sammen med finthakket grøntsager. Jeg brugte gulerødder, porrer og grønkål. Rør rasp i og smag til med salt og peber. Form nu et lille brød af farsen og læg det i et smurt ovnfast fad.
Smør brødet med pestoen og kom fennikel og frisk timian ovenpå. Hæld evt. lidt væde ved, inden den sættes i ovnen i 40 min ved 190 grader.
De knuste kartofler, - ja du læste rigtigt. Det er blot kogte kartofler der er knus let med en håndflage, gaffel eller noget andet. Har du nogle tilovers fra dagen før, kan de fint bruges, ellers må du koge nogle som du kan knuse lidt ud.
Læg dem på bagepapir og kom et par dryp olie over inden de sættes ind i ovnen til farsbrødet. De skal kun have ca. 15 min, bare så de er let brune og gerne lidt sprøde i toppen. Mine fik ikke nok denne gang, og det er lidt synd. For det er netop den knasende overflade der gør dem gode.
Skriv din kommentar her