- så er jeg godt kørende.
Jeg har haft fri fra arbejdet i dag. Ikke for at læse, men for at sige farvel til min svigermor, der blev bisat i dag. Hun blev 89 år, har haft et langt og godt liv, altid været fuld af godt humør og så var hun en rigtig god svigermor. Når nogen dør i den alder, er det ikke stor sorg, men mere savn vi føler. Vi har alle de gode minder, og i dem lever hun videre for os.
Da jeg kom hjem og vores søn var blevet sendt nordpå igen, smed jeg mig i stuen med min bog, en ostemad og en kop kaffe. Solen skinnede, men det var desværre ikke varmt nok til at sidden udenfor, så det blev med solstrålerne i stuen i stedet for.
Den der lever stille er skrevet af Leonora Christina Skov.
Da jeg første gang greb bogen, tænkte jeg den måske var lidt kedelig. Det var nu mere mine fordomme ud fra omslaget, men jeg er da godt nok blevet positivt overrasket. For det er en virkelig stærk og gribende fortælling om det at miste det hele og finde sig selv. Om Christina der higer efter sin mors kærlighed og vokser op med en konstant skyldfølelse. Et barn der vil score topkarakterer i håbet om, at forældrene vil elske hende bare lidt.
Christina, der senere ændrer navn til Leonora, forelsker sig i en kvindelig præst, hvilket absolut ikke er accepteret i familien. Men hun vælger at finde sig selv og følge sit hjerte, selvom hun mister det hele ved.
Leonora Christina Skov har skrevet flere fiktive bøger om mødre der ikke formår at elske sit eget barn. Efter morens død beslutter hun sig så for at fortælle sin egen historie. Samtidigt har hun har et dybtfølt behov for at forstå familiens afvisning.
Christina vokser op i Helsinge i 80'erne og "genopstår" som Leonora i 90'ernes København. En velskrevet og stærk bog, som jeg synes er svær at slippe.
Tilslut lige et billede af en meget smuk buket, som kom med blomstrbudet i dag. Dem er vi glade for, og nu lyser de op på stuebordet.
Skriv din kommentar her