Det er spændende med mange nye retter, vegetarretter, udenlandske retter, pastaretter osv., men det er også rigtig dejlig med noget rigtig old-school mad med kød, sovs og kartofler. Og jeg lover jer, der var julelys i gemalens øjne, da jeg serverede forloren hare med kartofler, flødesovs og spidskålssalat. Ja jeg var nu også selv ret så begejstret, – jeg som faktisk ikke spiser så meget kød, kom vist lige til at spise 3 stykker i dag. Det siger nok alt. Og så er der endda nok til i morgen også, så ren lykke.
Forloren Hare med flødesovs
4 personer
- 500 gr hakket svine- og kalvekød
- 1 dl raskrasp
- 2 æg
- 1 dl mælk
- salt og peber
- 100 gr bacon i tern
- 1 stort løg
- 150 gr bacon i skiver
- ½ l fløde (mælk kan bruges)
- evt. jævning
Bland kødet godt sammen med rasp, mælk, æg og salt og peber. Steg bacontern sprøde på en pande, kom løg i tern ved og steg dem med de sidste par minutter. Kom blandingen i farsen og rør det sammen. Form et aflangt “brød” eller “harebryst” i et fad og beklæd den med baconstrimlerne. Kom bare skiverne ind under farsen også.
Sæt haren i en 250 gr varm ovn i 20 min. Hæld fløde eller mælk ved og sænk temperaturen i ovnen til 200 grader. Steg haren færdig i ca. 35 min.
Når haren er fin brun og færdig, sies væden fra og jævnes lidt. Sovsen skal jo kunne klistre lidt på kartoflerne.
Jeg valgte at vaske nogle kartofler godt, skære dem i både og kom dem i et ildfast fad. Kartoflerne fik en spray citronolie, et let drys salt og så kom jeg nogle stilke frisk rosmarin ved. Kartoflerne kom i ovnen sammen med haren i de sidste 35 min.
Imens lavede jeg en spidskålssalat. Rød spidskål blev snittet i tynde skiver, og blandet med et æble der også var snittet i meget tynde skiver samt pinjekerner. Marinaden blev 2-3 spsk. Hyldeblomstsirup med balsamico og 1 spsk Mælkebøttesirup. Inden servering fik den et kværn salt. En dejlig sød og samtidig syrlig salat.
Skær haren i skiver og server sammen med kartofler, sovs og salaten.
Mums siger jeg bare- det er mega lækkert.
Inspiration til udgaven af forloren hare, har jeg fået fra en af Thomas Hermans bøger, men husker desværre ikke hvilken.
