Det har været en helt fantastisk weekend. Vejret har været så dejligt, at man nemt har kunnet sidde ude og nyde solen. Jeg har nydt solen, gået en lang tur ved stranden mens solen gik ned og virkelig nydt weekenden i fulde drag. Her søndag aften, har vi afsluttet weekenden med østers til aftensmaden. Ja de er indsamlet i vadehavet og tilberedt hjemme i køkkenet. Lidt besværlige at åbne, men med en mand i nærheden (det vil en mand elske at høre) gik det snildt. Jeg kan godt spise dem rå, men vil hellere have dem gratinerede. Og det er ganske enkelt.
6 friske østers
3 spsk Creme fraiche 38%
3 fed finthakket hvidløg
friskkværnet peber
1 lille spsk rasp
lidt revet ost
citron eller lime i både
Gå ud i vadehavet ved lavvande og indsaml det antal østers du skal bruge. Hjemme vaskes de grundigt og åbnes med specielt kniv til østers, eller som min mand gjorde, med en skruetrækkekr og hammer. Skyl gerne de åbnede østers forsigtigt i koldt vand, så der ikke kommer rester af skallen med. Der er vand i østersene, når de åbnes, og det skal blot hældes ud. Stil østersskallerne i en bradepande og tilbered gratineringsmassen.
Smag creme fraiche til med salt, peber og hvidløg. Kom en klat på hver østers og drys med først rasp, derefter med lidt revet ost.
Sæt bradepanden i en 250 grader varm ovn, og giv dem grill i ca. 15 min eller til de er smukt lysebrune.
Server med citron- eller lime både og evt. lidt persille.
Vi fik et glas iskoldt hvidvin til, og det var en perfekt afslutning til en god weekend.
Når Tønder d. 30. april koger over ved arrangement i Tønder by, bliver der også brugt lokale produkter. Mon Thomas Herman vælger at grille østers, når han på scenen på Torvet i Tønder, vil give masser af gode tips til grillen? Thomas er også i køkkenet hos Johanne´s fra om formiddagen, og her vil de helt sikkert sammen finde på spændende grill-retter af de lokale råvarer, som der er mange af i vores skønne område. Glæd jer bare, - det bliver en fantastisk spændende dag!
Skriv din kommentar her