Jeg havde en helt ustyrlig trang til en kage med kokos i går, og de eneste jeg kunne komme i tanke om, var Drømmekagen fra Brovst, som jeg ikke lige synes det skulle være, og så en min mor bagt som altid var lidt tør, nemlig en med hindbærmarmeladepå og så noget kokosmarengs øverst.
Så hvad gør man? - Jo man finder da bare på en selv.
Kokoskagen med appelsin.
200 gr blødt økologisk smør
200 gr økologiks rørsukker
100 gr økologisk marcipan
4 æg fra hønsene i haven
100 gr økologisk kokosmel
2 dl appelsinsaft af økologiske appelsiner
½ dl kondenseret mælk
150 gr økologisk hvedemel
2 tsk økologisk bagepulver
Sukker, smør og marcipan røres godt sammen til en luftig masse. Æggene tilsættes et ad gangen og røres godt. Kokosmel, hvedemel og bagepulver vendes skiftevis i med appelsinsaft og den kondenserede mælk.
Bages i en springform i en 175 gr varm ovn i ca 50 min.
Overtrækkes med glasur. Jeg synes det ville være smart med lidt grønt i glasuren pga. påsken, og kom så også lidt revet chokolade i. Men efterhånden som den stod, blev den grønne farve mere og mere underlig, og lignede til sidst nærmest mug der lå på kagen. Måske ikke lige så lækkert! Den blev så skrabet af dagen efter og erstattet af en fin gul glasur istedet for.
Og så var der påskekage 😉
List små farvede sukkeræg ville have været perfekte ovenpå.
Vil man have kagen endnu mere svampet, kan man, lige når kagen kommer ud af ovnen, prikke den og overhælde den med lidt mere appelsinsaft. Citronsaft vil også smage godt i kagen.
Nu hvor jeg var igang, og ovnen var varm, blev der også lige fabrikeret en æblekage.
1 æg
50 gr smør
150 gr brun farin
125 gr hvedemel
½ tsk bagepulver
1 spsk kanel
1 tsk vanilje
1 dl mælk
2 æbler
kondenseret mælk
Farin og smør piskes godt sammen inden ægget tilsættes. Mel, kanel, bagepulver, vanilje og mælk vendes i dejen.
Æblerne skrælles og skæres i små tern, som vendes i dejen tilsidst.
Bages i en lille tærteform i ca 20 min ved 180 gr.
Når kagen er næsten færdig, tog jeg den ud og overhældte den med 2 dl kondenseret mælk. Ind i ovnen igen og bage færdig. Men hold øje med den, så karamellen ikke bliver for mørk.
charlotte Kjær
Hej igen.
Kokoskagen bliver bagt igen og igen for den er bare super lækker.
Dog bliver det lidt dyrt i kondenseret mælk da der ikke skal bruges ret meget af den store portion man er nød til at købe.
Ved du om kondenseret mælk kan fryses ?
Hilsen Charlotte
Ellen
Hej Charlotte
Hvis du hælder den over i en lukket beholder, kan den fint holde sig i køleskabet. Fryser du den, vil den gryne lidt, men har dog ingen betydning her.
Hilsen Ellen
Charlotte kjær
Hej. Det er en super Kokoskage. Jeg ser først nu at du skriver at Mel "vendes skiftevis med appelsinsaft og kondenseret mælk" Mener du "vendes" eller lkan det røres i på røremaskine?
Hilsen Charlotte
Ellen
Hej Charlotte.
Jeg vender altid melet i, når jeg vil beholde den luftighed der er i dejen. Du kan piske appelsinsaft og kondenseret mælk f'ørst, og så vende melet i tilsidst. Så vil den stadig forblive luftig.
Charlotte Kjær
Kan man undlade kondenseret mælk og bruge alm ? Eller er det en vigtig ingrediens ?
mvh Charlotte
Ellen
Hej charlotte
Den kondenserende mælk giver kagen en karamelagtig overflade, som du ikke opnår med alm. mælk.
Du kan istedet helt udelade den og blot drysse sukker på overfladen.
God påske.