Birkes behøves ikke kun bruges på bagværk, men giver også f.eks. laks en lækker sprød skorpe. Retten er nem at lave, og kan både serveres med spinatsaucen, som jeg har valgt, men også med mange andre former for tilbehør.
1 stk laksefilet, eller 4 portionsstykker
2-3 spsk. blå birkes
Sauce:
1 dl hønsefond
1 dl tør hvidvin
1 dl fløde
1 bdt. forårsløg, groft snittet
150 g grofthakkede spinatblade
1 økocitron
1 tsk rørsukker
Læg laksestykkerne i et ildfastfad, drys tæt med birkes og øverst salt og peber. Et par citronskiver kommes øverst.
Bag dem midt i en 225° varm ovn i ca. 10 minutter, afhængigt af tykkelsen.
Kog fonden, vin og fløde sammen. Kom forårsløg i og lad dem simre med i 2 min. Spinaten kommes i, og vendes rundt, kun lige til det falder sammen. Smages til med salt, peber, citronsaft og skal (af resten af økocitronen)
. Kan evt. jævnes let med maizena.
Kom saucen i tallerkenen og læg laksen ovenpå. Kan serveres med kartofler eller pasta.
En ret der er klar til servering på ganske kort tid. Velbekomme!
Inspiration er fundet i denne opskrift.
La Cucina Nada
Smukt ser det ud, Ellen. Hvad giver birkes laksen for en smag? Eller er det mest for syns skyld?
Den sauce lyder ekstrem lækker - må afprøves til en gang pasta!
Ellen
Det er meget for synets skyld. Smagen trænger ikke ned i laksen, men når man spiser den fornemmer man en svag mandel-smag og den sprøde birkesskorpe.
Vi fik kartofler til i dag, men det skal også prøves til en god pasta. Det tror jeg vil være helt perfekt.