Så er jeg hjemme igen, efter en forrygende tur til Mariager Saltcenter. Det er et dejligt sted at komme, og man bliver virkelig forkælet der. Men nu skulle jeg jo også lave noget, og efter bilen var pakket ud, gik jeg igang med at lave de første frikadeller. Og heldigvis, for kl. 12 præcis begyndte gæsterne at strømme ind i teltene. Ja de stod faktisk i kø udenfor inden klokken var 12.
Så du kan næsten regne ud, at der ikke var meget tid til fotografering. Ja faktisk slet ikke. Jeg nåede endda ikke engang rundt og se de andre udstillere, men kan så smage nogen af deres produkter, fra den pose, som jeg fik af Saltcenteret for at være med. Glæder jeg mig meget til.
Her er så et lille mix af de billeder jeg fik.
Vejret var fantastisk og solen skinnede så flot, så det var varmt at stå ved gasblusset. Men med røde kinder, og sved på panden, vendte jeg frikadeller på stegepanden, og de var væk lige så hurtigt som jeg fik dem lavet. Hold op hvor folk elsker smagsprøver. Men der var også mange der kommenterede og spurgte, så der kom også mange gode snakke ud af det.
Og jeg havde også smagsprøver på Madbrød med Tomatsalt, Råstegte kartofler med Pommes Salt og Lakridssalt nødder med.
Jens fik heller ikke lov til at slappe af, han måtte igang med både at skære kartofler og trille frikadeller. Mellem 2000 og 2500 frikadeller fik vi sammen lavet. Men han nød det lige så meget som jeg gjorde.
Og så lige pludselig, stod regnen ned, det tordnede og lynede, og folk strømmede ind i teltet. Og det gjorde vandet også! Heldigvis var det kun på "gulvet" der kom vand, - men (vand)pyt, hvem andre har stået og lavet mad med fødderne i vand? Jeg har nu 🙂
Men det skyllede nu ikke det gode humør væk. Blot en ting at grine ad.
Da kl. blev 20 og det hele var slut, smertede ryggen og benene summede. Men heldigvis havde Rikke booket et værelse hos Den Gamle Smedje B & B, så vi kunne kravle godt trætte i en dejlig seng.
Jeg skulle dog lige have kigget butikken i den Gamle Smedje godt igennem. Vi gik nemlig gennem, for at komme op på værelset, så det var umuligt at undgå. Der kom da også lidt med hjem derfra.
Vi kan varmt anbefale stedet, hvis I mangler overnatning i Mariager by.
Jeg glæder mig allerede til næste år, det er virkelig et dejligt sted, og Mad for Alle er fyldt med specialiteter fra mange både mindre og større virksomheder, som man kun kan blive fristet og inspireret af. Og så er Mariager Saltcenter helt sikkert også et besøg værd.
Skriv din kommentar her