En lille fin oksetykkam, som lige passede til os to, fik 4 gode snit i toppen. Her i kom der tykke skiver af kryddersmør (smør der var blandet op med hvidløg, paprika, løg, salt og peber). Ind i ovnen med den i præcis ½ time.
Kartoffeltårne - en klat kartoffelmos med paprika, ovenpå kommes en rosti og øverst igen en pæn top kartoffelmos, - kom ligeledes ind i ovnen i ½ time.
Imens lavede jeg en rødbedesalat og peberfrugt i tempuradej.
Rødbedesalat
2 store rødbeder
3 store tsk djionsennep
2½ spsk olie
2 spsk balsamico
1 spsk vand
salt, peber, hvidløg
pinjekerner/græskarkerner/nødder
Skræl og riv rødbederne groft. Bland ingredienser til dressing sammen og smag til. Kom de revne rødbeder, kerner/nødder og dressing i en skål, og bland godt rundt. Lad gerne salaten stå og trække lidt inden servering.
Peberfrugt i Tempura
100 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 dl iskold danskvand
½ l vegetabilsk olie
1 stor peberfrugt
salt
Skær peberfrugten i små tern. Bland mel, bagepulver samt iskoldt danskvand/vand sammen til en dej. Dejen skal bare røres hurtigt sammen.
Kom evt. danskvanden i fryseren inden, så den er helt kold.
Bland tilsidst peberfrugtterne i dejen.
Varm olien op i en gryde, og bag klatter af peberfrugt-dejen til de er lysebrune. Drys med grov salt straks de kommer op af olien.
Skriv din kommentar her