”Omtanke i store gryder” – ny bog til køkkenfolk

OkologiskLandsforeningLANCERING PÅ COPENHAGEN FOOD FAIR:

”Omtanke i store gryder” er titlen på en ny kogebog med inspiration til storkøkkener, som lanceres til Copenhagen Food Fair. Det er Vestas kantine, der i ord, opskrifter og billeder fortæller, hvordan de har udviklet deres koncept i forhold til sundhed, faglig stolthed og bæredygtighed – herunder økologi. Bogen udgives i samarbejde med Økologisk Landsforening.

– Det er ikke en klassisk kogebog. Det er nærmere en drejebog, hvor man kan få inspiration til at ændre processerne i køkkenet og lægge om til en mere sund og bæredygtig kantinedrift.

Sådan beskriver Vestas’ kantineleder Kristina Kristensen den nye bog ”Omtanke i Store gryder”, som er målrettet storkøkkener og bliver lanceret på Copenhagen Food Fair den 26. februar, hvor hele messen står i økologiens tegn.

Bogen er blevet til, fordi Kristina Kristensen og hendes team har haft lyst til at dele erfaringer fra deres prisbelønnede koncept. Og Økologisk Landsforening har set ideen i at gå nye veje for at udbrede praktiske erfaringer til storkøkken-folket, der kan bidrage til at øge andelen af økologi og økologiske spisemærker i de danske storkøkkener.

Sammen med sit team af medarbejdere har Kristina Kristensen haft fokus på bæredygtighed de seneste tre år. I dag er den mad, de hver dag serverer for cirka 600 kollegaer i Vestas’ kantine, 80 procent økologisk.

– Mit team og jeg er gentagende gange blevet opfordret af branchefolk til at dele vores viden og erfaringer. Der er sket en utrolig stor udvikling i kantine- og storkøkkenbranchen især gennem de seneste fem år. Samtidig er der sket rigtig meget med økologien, som nu er blevet en naturlig del af at lave sund og velsmagende mad. Derfor er vi stolte af at medvirke til udgivelsen af denne bog, siger Kristina Kristensen.

I bogen vil man – ud over en række opskrifter og fotos – blandt andet kunne læse om hver enkelt medarbejder i Vestas-køkkenteamet og deres forskellige erfaringer med blandt andet brug af sæsonens råvarer, samarbejde med leverandører og reduktion af kødforbruget.

Økologien er mangfoldig og tilgængelig
Tiden er helt moden til et opslagsværk som dette, mener Torben Blok, projektleder i Økologisk Landsforening.

– Økologien i Danmark har opnået en mangfoldighed og en tilgængelighed, der gør det enkelt at tilberede et helt måltid udelukkende med økologiske råvarer.  Og samtidig er økologi nødvendigt at forholde sig til i denne tid, fordi der både er et ønske fra regeringen – og mange steder også fra kantinebrugerne – om mere økologi i maden. Derfor laver vi sammen med Copenhagen Food Fair det største fremstød nogensinde indenfor økologi til storkøkkener og kantiner på messen i februar.

Det økologiske område på Copenhagen Food Fair vil bestå af Økologisk Landsforenings Fællesstand, hvor cirka 40 økologiske virksomheder vil vise en bred vifte af muligheder inden for økologiske varer til foodservice-sektoren, og den 26. februar er hele messen dedikeret til økologi.

”Omtanke i store gryder” udgives af Vestas og Økologisk Landsforening i samarbejde med sammenslutningen Økosalg & Oplysning. Bogen er støttet af EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram.

Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*