Så er pinsen allerede slut og hverdagen er startet igen. Nu er der kun lige Grundlovsdag, så er det også slut med forårets fridage. Det næste bliver sommerferien, og den er først i august.
Vi har nydt pinsen. Haft besøg af vores søn og svigerdatter, læst, hygget og været en tur i Filsø til Fødevaremesse. Det var en rigtig fin og god messe, med mange gode og lækre råvarer, og folk flokkedes ved de forskellige boder for at smage på varerne. De fleste af varerne kendte jeg i forvejen, men det er altid hyggeligt lige at hilse på de udstillere jeg kender og se om de har noget nyt i år. Selvfølgelig kunne jeg bruge næsten alt, men jeg holdt mig virkelig i skindet, og kom kun hjem med lidt kamutmel, en sherry og lidt planter. Men så fik jeg også en aftale om mere samarbejde med Anders Sørensen fra Vibegaard, og smagt den lækre Tapas fra Johannes Kaffebar, der også havde en bod i Filsø. Vejret var jo perfekt, og der var rigtig mange mennesker. Arrangørerne må helt bestemt være yderst tilfredse.
Vi sluttede turen af med en god italiensk is (jeg fik en kugle is med vandmelon og en med mango) og kaffe i Blåvand, hvor der også var mange mennesker - turister der var på ferie. Forøvrigt en skøn natur der.
I dag har det så været arbejdsdag, og knap så pænt vejr. Køleskabet havde lidt rester, som ikke var nok til noget som helst. En rest kogte kartofler, ½ glas oliven og ½ bæger fetaost. Det blev der en lækker kartoffelsalat ud af, som smagte rigtig godt sammen med Brændenælde frikadeller.
Reste-Kartoffelsalat
ca. 1 dl fetaost i tern
½ glas oliven uden sten
frisk persille
4 store spsk creme fraiche
4 spsk mayonnaise
½ rød peber
3 forårsløg
salt og peber
Kogte Kartofler
Kom oliven og feta i blenderen og kør et par omgange. Det skal ikke være helt til mos, men blot grofthakket. Kom persille i, så det får lidt kulør.
Bland i en skål creme fraiche og mayonnaise med feta/oliven blandingen. Skær peberfrugt og forårsløg i små tern/skiver og bland i.
Smag til med salt og peber.
Vend tilsidst de kolde kartofler, der er skåret i mindre stykker, i.
Så er det bare at lave en omgang frikadeller, og der er lækker sommermad. Smager allerbedst i solskin, men kan også spises selvom det regner 🙂 Velbekomme!
Skriv din kommentar her