I lørdags hvor solen skinnede fra morgenstunden, skulle der ske lidt. Vi blev enige om, at en tur til øen Årø var helt perfekt. Så på med sommerdresset og afsted til Årøsund, for at tage færgen over.
I Årøsund ligger det smukke badehotel Årøsund Badehotel også, men vi nøjedes nu med en is i den lokale havnegrill. Noget skulle vi fordriven tiden med, indtil vi skulle sejle. Der er meget smukt i Årøsund, og vandet var helt blåt i det fine solskin. Så selvfølgelig var sejlturen også dejlig. Godt nok er den ret kort, men så er man jo også hurtigt ovre.
Årø har været Tysklands norligste ø fra 1864 - 1920, og som så mange andre steder, blev der i denne periode også på Årø drevet en del smugleri mellem Årø og Danmark. I dag har øen ca. 155 beboere, som bliver lidt forøget om sommeren, hvor turisterne kommer til. Jeg tror dog, at en stor del turister, kommer på endagsture.
Årø har en dejlig lystbådehavn hvor vi kunne se folk hyggede sig på de smukke både. Der var en rigtig dejlig stemning der. En gåtur rundt i byen med de smalle gader, stengærder, hegn og smukke slægtsgårde, samt den smukke natur blev det også til. Der hersker en helt fantastisk ro og fred på øen, når du færdes rundt blandt de smukke og velholdte huse, og alt er lavet så flot med hensynstagen til naturen. Øen lever fuldt ud op til ordsproget: "Aarø - en aktiv ø i pagt med naturen".
Ca. 200 m. fra færgelejet, ligger "Brummers Gaard", der er opført i 1866, og hvor der er indrettet en flot café i den tidligere hestestald.
Her sælges også ø-produkter samt andre specialiteter. Et spændende sted, der er fyldt med historie.
Vi satte os til rette på gårdspladsen, hvor andre turister sad og nød en frokost. Klokken var blevet 5 minutter i 15, og vi opdagede at de lukkede køkkenet kl. 15, for først at åbne igen kl. 17.30. Øv, - vi fik, af de "trætte" serveringer, at vide, at vi kunne få en omgang Fish and Chips, men ellers var der lukket. Der var ellers spændende retter på menukortet, som f.eks. deres signaturret, Pølse, serveret med strandkål, egen sennep & mayo og frisk brød - samt et lille glas af tangvinen fra Årø Vingård. Der var i alle retter (undtaget den vi fik tilbudt) brugt lokale varer. Men det måtte vi kigge langt efter.
I stedet gik vi over på den anden side, hvor Aarøgård café ligger. Det er en smuk 3 længet gård, som ikke skilter helt så meget med hvad de kan. Ejerne har for kort tid siden overtaget stedet, og efter en renovering, åbnet for servering. Jeg her helt sikker på, at den vil udvikle sig yderligere i sommerens løb.
Det er lidt synd, at det udvendige ikke er holdt i stilen, men at der bla. er kommet noget som beton-kantsten ind på gårdspladsen. Samtidigt mangler der en flot serverings mulighed i gårdspladsen eller på græsarealet. VI ville gerne have siddet der, og kunnet følge lidt med i, hvad der ellers sker. Gode borde og stole, med lidt afskærmning. Derimod har de en fin gårdhave, hvor vi fik serveret en udmærket Pariserbøf med det hele. Bøffen var saftig og dejlig og med det meget tilbehør var det en skøn frokost. Serveringen var noget helt andet her. Frisk og imødekommende. Du føler dig velkommen her, og vi fik en god snak med værten, om stedet og øen. Menukortet har mere traditionelle café retter, og jeg kunne godt have ønsket mig et par retter med Ærøs lokale produkter. Hvorfor ikke også kalde deres Pariserbøf for Årø Bøffen, og måske tilføje lidt fra naturen? Der skal ikke altid så meget til.
Efter en god frokost, gik vi en tur ud til Vingården, hvor vi smagte på deres vin. Ja der kom også en flaske med hjem til senere smagning. Det er et meget hyggeligt sted, og især deres drivhus, der er indrettet så du kan sidde derinde, er ret sjovt. Det var bare for varmt da vi var der, så vi valgte at siden udenfor.
Der er forøvrigt flere ruter rundt på øen, som du kan følge. Alt efter hvad du gerne vil opleve og se. Vi valgte stranden, hvor der var rigtig dejligt. Bortset fra vandet, som var meget koldt. Men tæerne blev dyppet, og vi blev enige om, at nu havde vi badet på Årø 🙂
Jeg kan varmt anbefale en tur til Årø, en frokost hos Aarøgård café og et glas vin hos Vingården. Du glemmer al stress og jag, når du færdes rundt på øen. Af aktiviteter kan bla. nævnes en lille golfbane og en stor naturlegeplads. Der er en del gårdbutikker, et fiskerøgeri og flere andre spændende ting.
Færgen sejler fra Årøsund ved Haderslev.
Vi sejlede tilbage igen kl. 19, efter en helt fantastisk dejlig dag på øen.
Skriv din kommentar her