Asiatisk mad er dejligt fyldt med grøntsager. Det er grøntsager, der stadig knaser og den lette krydring giver en rigtig god smag. Og det er ret så nemt at lave. Fastfood, som også er sundt. Og en pasta-fan som mig, er det jo bare noget af det bedste.
400 gr kyllingefilet
2 spsk soya
2 spsk olivenolie
1 spsk farin
2 fed knust hvidløg
4 gulerødder
1 courgette
¼ spidskål
2-4 forårsløg
1 god håndfuld ærter
salt, peber
250 gr. Nudler - gerne fuldkorns
Olie, brun farin, soya, hvidløg, salt og peber blandes sammen til en marinade, som kyllingestykkerne vendes i. Lad det stå og trække et par timer (faktisk gerne natten over).
Imens kan grøntsagerne gøres klar.
Gulerødder og courgette skæres i julienne, spidskål i helt tynde strimler og forårsløg i skiver. Hold grøntsagerne hver for sig.
Varm en pande godt op med en anelse olie. Si kyllingen fra marinaden og kom den på den meget varme pande. Steg dem til de er møre, og tag dem af. Kom nu forårsløg på og vend nogle gang rundt, kom gulerødder på og giv dem lidt, inden courgetten kommes med på panden. Grøntsagerne skal stadig have bid, så de ikke bliver kedelige.
Kom kyllingekødet tilbage i panden sammen med ærter og spidskål, og vend det hele rundt. Jeg kom ganske lidt bouillon ved sammen med lidt af marinaden, men det behøves absolut ikke.
Kom nudlerne, jeg har valgt fuldkornsnudler, i kogende vand - gerne bouillon - og lad dem ligge i 3 min. Si vandet/bouillon fra og vend dem hurtigt i retten. Smag til og pynt med et grønt drys og servér.
Skriv din kommentar her