Der er dømt weekend, og der skal slappes max af i det fine efterårsvejr, som forhåbentlig holder ved et par dage endnu. Et enkelt minus ved al den efterårssol er der dog, og det er at mine vinduer skriger på at blive vasket. Og det ses ret så tydeligt når solen skinner. Men der er også et par krydderurter der gerne vil ind i drivhuset nu, og måske der også skal gøres lidt ved køkkenhaven.
Skulle det nu blive til regn i weekenden, har jeg en bog der trækker lidt, nemlig "Mægtigere end sværdet" af Jeffrey Archer. Jeg er nået til bog nr. 5, som lige netop er udkommet. Det er rigtig spændende at følge Harry Clifton helt fra barndommen, hvor han bor alene med sin mor, efter hans far døde under krigen, og op gennem tiden. På en velrenomeret drengeskole, hvor han trods sin baggrund bliver optaget, mødes Harry og Giles Barrington. De 2 udvikler et meget nært venskab. En spændingsfyldt familiesaga om de to familier Clifton og Barrington, som vi følger op gennem de vigtigste begivenheder i tiden fra 1. Verdenskrig og frem til i dag. Der er politik, krig og personlige slag, der bliver slået. Serien er planlagt til 7 bind, så jeg glæder mig til de næste udkommer. Det er helt sikkert en serie, jeg kan anbefale jer at læse.
Men nu gælder det aftensmaden.
Jeg har altid betragtet Svensk Pølsemix som fastfood, og noget vi meget sjældent får. Men det smager jo godt, og når der kommer masser af grøntsager i, behøves jeg ikke længere at "skjule" at vi spiser denne nemme ret. Min fik et skud chili (lige i overkanten efter mandens mening), så der var power på smagen.
[ingredients title="Oktober Pølseret"]
3 personer
- 200 gr gulerødder
- 200 gr blomkål
- 200 gr hokkaido (uden skræl)
- 200 gr skrællede kartofler
- 1 stort løg
- 6 gode pølser
- 1 dåse tomatpure (170 gr)
- 3 dl mælk
- 1 dl vand
- 2 tsk paprika
- Steaksalt fra Mariager ell. lidt chili + salt
- Peber
Start med at gøre alle grøntsager klar. Skær gulerødder i skiver, blomkål i mindre buketter, løg i små tern og hokkaido og kartofler i mindre stykker. Skær også pølserne i mindre stykker. Pølserne kan undværes, hvis du vil gå vegetarisk.
I en pande svitses løg i lidt olie til de er klare. Tilsæt gulerødder, kartofler og hokkaido, og kom tomatpuré og mælk/vand ved. Hvor krydret du vil have din ret, kan du selv bestemme, men kom paprika, salt og peber ved. Bruger du som jeg Steaksalt, behøves du ikke andet, men ellers kom gerne ganske lidt chili ved også.
Lad det hele simre 10 min. inden du tilsætter blomkål og pølser. Lad det igen simre 10 min., og smag så retten til. Der behøves ikke jævning, da kartoflerne jævner retten.
Servér evt. med lidt creme fraiche og noget godt brød.
Gørntsagerne kan nemt udskiftes efter årstid eller efter dem du bedst kan lide.
[/ingredients]
Skriv din kommentar her