Hurtigere kan det næsten ikke blive....aftensmaden. Jeg er alene hjemme, så der var ikke lyst til at lave det helt store. Men pasta er altid dejligt, og hurtigt. Mine krydderurter er ved at være fine nu, så der er lidt at tage af. I køkkenskabet fandt jeg en rest peanuts, der var blevet gemt, og måske også lidt glemt.
Ved du, at persille og peanuts kan blive til en skøn pesto sammen med lidt olie og hvidløg? Det kan det - bare prøv.
Pestoen kan bruges til mange andre ting, men jeg valgte at blande den i min varme pasta og rive lidt ost hen over inden jeg spiste den.
Persille Pesto
100 gr salte peanuts
1 god buket persille
1-2 fed hvidløg
ca. 1 dl olivenolie
evt. lidt parmesan - jeg havde ikke noget, så det blev uden
Den vaskede og tørrede persille kommes i blenderen sammen med peanuts og hvidløg. Hæld olien i lidt ad gangen, så du kan fornemme når den har fået nok. Pestoen skal være lind, men ikke flydende. Mere som en grød.
Så køres der løs med blenderen til pestoen er god. Og voila - der er en flot grøn pesto. Smag lige til, om den skulle mangle lidt salt eller peber.
Den har godt af, at trække lidt (sådan ca 1 times tid) inden den skal bruges.
Kog pastaen, hæld vandet fra og vend godt med pesto i. Server med revet ost og evt. lidt friskhakket persille og et par tomater.
Må I have en fortsat skøn lørdag aften
Skriv din kommentar her