I dag ringede de endelig fra Vibegård, for at fortælle at de høstede solbær i dag. Så er det bare med at komme der ud og få en spand eller to under maskinen, så der er solbær til vinterens marmelader, kager, desserter m.m. 13 kg fik jeg med hjem, så der er lidt der nu skal vaskes og gøres klar. Når jeg nu lige regner lidt på det, kan jeg faktisk godt se, der bliver en hel del poser til fryseren, men jeg er også sikker på, at de nok skal blive brugt. Der skal nemlig også lige laves en omgang solbærrom, sådan bare så vi har en at nippe til en gang imellem 🙂
Det første kilo solbær har jeg allerede omdannet til flere skønne glas solbærmarmelade. Varm solbærmarmelade smager skønt på et stykke rugbrød kan jeg godt hilse og sige- men det er nu bedst at vente, til det er afkølet og stivnet lidt mere.
Til min marmelade brugte jeg følgende:
1 kg vaskede og rensede solbær
700 gr sukker
3 tsk økologisk marmelit uden konserveringsmiddel
2 spsk sukker
De rene solbær kommes i gryden med sukkeret, og vendes godt rundt. Lad det koge langsomt op, og kog ca. 10 min. Bland så marmelit med de 2 spsk sukker, og drys det i marmeladen mens der røres rundt. Marmeladen bringes i kog og koger 2 min. Skum marmeladen.
Jeg bruger ikke konserveringsmiddel, så istedet skyller jeg mine rene glas godt med spiritus. Rom eller vodka.
Så hælder jeg den varme marmelade på glas, og lukker straks. Er man hurtig, danner der sig vakum.
Sådan, så er der marmelade til den næste tid. Hurtigt og nemt ikk? Og så ved du hvad der er i din marmelade, når du selv laver den.
Da jeg skyllede det sidste glas med en sjat rom, lod jeg det lige så lidt. Rom er jo helt klar, hvis det altså er hvid rom som det jeg havde, og selvfølgelig glemte jeg der var noget i glasset, og hældte marmeladen oveni. Jeg er spændt på hvordan det glas smager 🙂
Skriv din kommentar her