En mad med syltede peberfrugter ovenpå, er dejlig at have med på madpakken. Jeg plejer altid at pakke pynt, som er lidt fugtigt for sig selv, så brødet ikke bliver gennemblødt. Så en lille bøtte ved siden af madkassen, så er der lækre madder. Frisk grønt er altid nummer et, men en gang imellem er det også dejligt med lidt andet. Og disse syltede peberfrugter, er gode til mange ting. Prøv dem også i en burger eller sandwich. Og så ser de jo flotte ud.
[ingredients title="Syltede peberfrugter"]
- 6 mellemstørrelser peberfrugter
- 1 l. vand
- 3 spsk. hvidløgssalt
- 3 dl. eddike
- 1 dl vand
- 250 - 300 g. sukker
Skær peberfrugterne midt over og befri dem for kerner og de hvide strimler. Skyl dem og skær i tynde strimler.
I 1 liter vand, røres salt godt ud. Jeg brugte hvidløgssalt, men ganske almindelig salt er også fint. Kom peberfrugtstrimlerne i saltvandet og lad det stå køligt i 1-2 timer.
Varm eddike, vand og sukker op i en gryde og smelt sukkeret mens der røres let. Hæld saltvandet fra peberfrugterne og skyl lige en gang under den kolde hane. Kom så strimlerne op i gryden med lagen og bring i kog. Jeg vil helst have dem sprøde, men vil du have dem møre, lader du dem koge ca. 2 min. Hæld herefter det hele op i rene glas og luk straks.
Kan opbevares i nogen tid i køleskabet. Jeg skyller gerne mine glas med vodka, istedet for at komme konserveringsmiddel i. Og de kan holde i mindst 3 uger. Længere når de ikke, inden de er spist.[/ingredients]
Skriv din kommentar her