Jamen altså hvor jeg har lyst til de små hapsere for tiden. Det er så super nemt til frokost, som jeg i disse dage flere gange har serveret i haven. Manden er nemlig i gang med at lægge fliser rundt om det nye drivhus, så der også kan blive en lille terrasse til konen.
I dag skal jeg dog ikke lave frokost. Vi er nemlig inviteret til Aarhus til vores søn og svigerdatter, hvor der venter os frokost. Bliver så mega hyggeligt. Ah ja foresten, undervejs skal vi lige ind efter et - gæt en gang - endnu et teaktræ udstræksbord. Jeg er helt vild med dem. Men nu stopper jeg også. 2 i stuen må være nok. Men så finder jeg nok noget andet retro som jeg absolut må eje.
Men de små hapsere med rejer, skal I lige have opskriften på, så de måske kan forsøde jeres søndag.
Rejehapsere på flødeost
200 gr flødeost naturel
2-2½ tsk citronsalt fra Mariager Saltcenter
2 radiser
100 gr rejer
lidt frisk basilikum eller andet grønt
ca. 12 skiver flutes
Rør flødeosten med kryddersalt og smag til. Sættes i køleskabet en times tid, så det når at trække smagen.
Skær 1-2 radisere i papirstyndeskiver og kom dem i koldt vand. Sæt dem i køleskabet.
Ved anretning ristes brødskiverne. Radiser dryppes godt af - tør dem evt. lidt. Sprøjt flødeosten ud på hver brødskive som en flot roset. Kan også afsættes med en lille ske. Kom en skive radise på og top op med rejer. Pynt med lidt grønt.
Server dem gerne i solskin og til glade mennesker!
Skriv din kommentar her