Sådan laver du vandbakkelser, der ikke klasker sammen i din ovn. Den solide opskrift på vandbakkelse, her med fyld af lækker hindbærskum.
Det er meget nemt at lave vandbakkelser, også uden de falder sammen i ovnen. Og her er den klassiske og sikre opskrift.
Det gik nemlig pludselig op for mig, at der vist snart er fastelavn. Og så skal der fastelavnsboller på bordet.
Som barn bagte min mor altid hedevigere. Eller det vil sige. hun rørte dejen sammen om aftenen, og bragte den til bageren næste morgen. Så kunne hun om eftermiddagen hente hendes egne bagte hedevigere.
Se også: Flødebollekage med jordbær
Og mums hvor var de gode. Jeg husker dem helt tydeligt endnu.
Jeg har selv bagt dem et par gange efter den opskrift, men undlod bageren og brugte min egen ovn.
De blev også gode, men det var ikke lige dem jeg havde lyst til i dag. I stedet fik jeg en idé om, at det skulle være vandbakkelser. Og det var nu heller ikke dårligt.
Og der er jo næsten ingen ting i sådan en lille kage... ja ja lidt smør og flødeskum, men der kan da ikke være ret mange kalorier i sådan en let og luftig kage 🙂
Det er i øvrigt min mors opskrift, så den er god.
Opskrift på vandbakkelser
Ingredienser
- 2,5 dl vand
- 125 g smør økologisk
- 125 g hvedemel økologisk
- 5 æg
Sådan gør du
- Vandbakkelser laver du nemt ved, at vand og smør smeltes sammen og melet piskes i. Der skal piskes godt, så det bliver en blank dej.
- Afkøles lidt inden æg skal piskes i.
- De hele æg piske i, et ad gangen. Ægget skal piskes godt ind i dejen før den næste tilsættes.
- Dejen sprøjtes ud i 12 fine toppe på en bageplade.
- Kom straks vandbakkelserne ind i en 180 grader varm ovn (over- og undervarme), hvor de bages ca. 45 min. Luk IKKE op for lågen inden de er færdige. Du risikerer at de klapper sammen.
Ernæring
Vandbakkelser med hindbærskum
Når de bagte vandbakkelser er afkølede, skæres de igennem og fyldes med hindbærskum.
Fløde piskes til skum
Frosne hindbær blendes let og kommes i flødeskummet.
Ca. 10 små makroner knuses fint og kommes i fyldet.
Jeg kan godt li det lidt syrligt, men ellers kan man komme lidt rørsukker i efter smag.
Glasur kommes ovenpå og så har du de lækreste vandbakkelser med fyld.
Se også: Kagemand til fødselsdag
La Cucina Nada
Ihhh de ser godt nok dejligt vulgære ud;-)
Kan godt huske at man gik til bageren for at få stegt og bagt - kunne være det kunne være med til at holde liv i deres forretning hvis vi begyndte på det igen?!
En idé: du kan jo servere dem som dessert, i en mindre udgave, og så pynte dem med tørret hindbær (fås bla hos specialkøbmanden), evt til en dameaften.
Ellen
Ja den tanke med desserten har jeg også tænkt - og det tørrede hindbær står på hylden. Jeg bruger det som også tit, men lige her skulle det ligne fastelavn.
Jeg hører også til dem, der er vild med vandbakkelser kun med glasur og intet indeni. Sådan lavede jeg altid kagemand til mine børn da de var små 🙂 (uha mange mange år siden).
Liselotte
Hej Ellen
Hvor meget piskefløde og frosne hindbær bruge du til den portion vandbakkelser? 😊