En specialitet fra Holland – dutch pancake. Prøv en nem opskrift på pandekager bagt i ovn, med flormelis, jordbær og sirup som topping.
Uhm, pandekager bagt i ovn.
Sådan en dejlig søndag morgen, må der gerne være lidt ekstra på morgenbordet. Og når der lige ligger en god håndfuld jordbær, som skriger på at blive spist, - ja så er der ikke andet at gøre, end at servere pandekager.
Jeg har fundet en sjovere og meget nemmere og lidt anderledes måde at lave pandekager på, nemlig Dutch pancake som laves i ovnen.
Dutch pancake (Hollandsk baby pandekage) er en specialitet nogle steder i Holland, og bliver ofte serveret med smør og æbler.
Se også: Avocado Vaffel Sandwich
Jeg brugte jordbær og selvfølgelig min rabarbersirup, og alt imens jeg spiste den, tænkte jeg også, at en klat rabarber-is ville være god i midten af pandekagen. Eller brug en almindelig sirup.
Det skal lige siges, at man faktisk skal servere den straks den kommer ud af ovnen. Pandekagen løfter sig nemlig op som sufflé, og når den står, falder den igen.
Se også: Klatkage-vafler
Den kunne i hvert fald ikke vente på at jeg fik billederne taget. Men selvom den falder, smager den fantastisk og ser også stadig smuk ud.
Bemærk, at opskriften er beregnet til to personer.
Opskrift på pandekager bagt i ovn
Ingredienser
Pandekagedej
- 2 æg
- 75 g hvedemel
- 1 knivspids salt
- 0,5 dl mælk
- 0,5 spsk sukker
- 4 dryp citronsaft
- 2 tsk smør
Til pynt
- flormelis
- sirup
- jordbær
Sådan gør du
- Til pandekager bagt i ovn starter du med, at komme to forme, ind i ovnen ved 200 grader over- og undervarme. Formene skal være godt varme, når dejen kommer i. Jeg har brugt to mini tærteforme - ca. 10 cm i diameter.
- Kom alle ingredienser, undtagen smør, i en skål og pisk det sammen til en glat pandekagedej.
- Tag de meget varme forme ud af ovnen, og kom 1 tsk smør i hver form. Det smelter hurtig, så du kan smøre det lidt ud.
- Kom så dejen i, og sæt dine dutch pancakes i ovnen i ca. 20 minutter. Ovnlågen må ikke åbnes under bagning, for så falder de sammen.
- I mens de bager, kan jordbær gøres klar og sirup findes frem. Når de kommer ud, kommes jordbær i midten, der hældes lidt sirup ud over og drysses med flormelis.
Tips
Du kan selvfølgelig bruge lige det fyld du har lyst til på dine pandekager bagt i ovn.
Og så skal de serveres og nydes. Og jeg er sikker på, at de bliver et hit.
Se også: Rigtige gammeldaws Æbleskiver
Skriv din kommentar her